Nogle vil gerne sidestille dette med en spansk tortilla eller en omelet.

Men der er forskelle – omend de er små.

En frittata er baseret kun på æg, med forskelligt fyld, og den starter på komfuret men ender i ovnen.

Den spanske tortilla er baseret på æg og kartofler, og evt. andet fyld. Den bliver oftest færdigstegt på komfuret, selvom jeg har hørt at den bliver fantastisk, hvis man bager den i en springform i ovnen også

En omelet er oftere tyndere og man folder den omkring fyldet, og bliver kun stegt på panden.

Men tilbage til frittata’en.

Der blev til aftensmad samt frokost til 2 voksne og et barn i denne ret.

Ingredienser:

7 medium kartofler, vasket (evt. skrællet) og skåret i ½ cm skiver
1 stort løg, pillet og delt, og skåret i halve skiver
7 æg
Spinat (enten 5-6 frossne klumper hel spinat, eller 200 g. frisk spinat)
2 håndfulde revet ost (vi havde lidt mozzarella og lidt peccorino, men hvad man kan lide smagsmæssigt)
Salt og peber
Olie/Margarine/Smør til at stege i.

Evt. lufttørret skinke eller bacon

Udstyr:
En pande, der kan gå i ovnen. Gerne en sautepande.
Hvis ikke du har dette, så kan den også laves færdig på panden.

Fremgangsmåde:

Varm ovnen op til 180 grader.

Tø spinaten op i en gryde. Den skal bare lige optøes. Eller damp den friske spinat i en si over en gryde med kogende vand.
Lad spinaten køle af.

Steg kartoffelskiver og løgskiver, til de skifter farve. De skal ikke steges færdige. Det kommer.

Slå æggene ud i en skål og pisk dem sammen med en gaffel.

Tilsæt salt og peber.

Tilsæt spinat til æggene og bland det godt.

Hæld spinatblandingen over kartoffel-/løgblandingen i panden.

Tilsæt evt. strimlet skinke eller bacon.

Slut af med at drysse ost over.

Lad det stå på komfuret et par minutter ved middelhøj varme, til siderne har sat sig/begynder at stivne.

Så er det tid til at sætte panden i ovnen.
Den skal stå i 15-20 minutter eller indtil midten er fast og den er gyldenbrun på toppen.

Hvis du lader den stå på komfuret, så skal den have cirka lige så lang tid, ved middeltemperatur.
Frittataen er færdig, når den er fast i midten.

Server med en salat, eller spis den som den er.

Husk at være forsigtig med panden, hvis den har været i ovnen. Håndtaget er varmt (taler af erfaring 😉 )

Frittata

Post navigation


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *