I weekenden var vi i sommerhus med hele min familie. Mor, far, søster, svoger og to nevøer. En på 6 måneder og en på 3,5 år.

Vi havde haft en diskussion med mine forældre om at danskere (eller i hvert fald min familie) er meget indgroede i deres madvaner. F.eks. spiser vi som regel det samme til morgenmad, når vi skal gøre noget særligt ud af det. Rundstykker og pålæg, ost, marmelade etc. En sjælden gang i mellem ryger der også en gang blødkogte æg på bordet.

Min far mener ikke at det er helt sandt.

Så for at prøve noget andet ville vi lave brunch om lørdagen. Med amerikanske retter.

  • French toast
  • Scrambled eggs
  • Bacon
  • Potatoes O’Brien

French toast er toastbrød vendt i en blanding af  sammenpiskede æg, mælk (ikke for meget) og kanel, som så er stegt på panden. Det serveres med enten smør og sirup eller flormelis.

Scrambled eggs er sammenpiskede æg tilsat lidt salt og peber, der er stegt på panden, mens der bliver rørt godt og grundigt i dem, så det ligner en gang mislykkede røræg.

Potatoes O’Brien er kogte kartofler i tern, der bliver stegt på panden (til de er sprøde) sammen med peberfrugt i tern og løg i tern.

Og det gik jo også meget godt med at lave det. Men da vi skulle til at spise, sad den ældste af nevøerne og så lidt på al maden og spurgte så sin mor: “Hvor er morgenmaden?” Når han er i sommerhus, så får man altså nutella og rundstykker til morgenmad, så det var jo helt forkert 😉

Og der fik vi måske svaret på vores diskussion om hvorvidt det er sandt med vores madvaner 🙂

Min søster bestilte forøvrigt pandekager til næste gang brunch, og jeg har en plan om at lave hash browns som kartoffelret. Det smager nemlig rigtig godt 🙂

Brunch er da også en slags morgenmad.

Post navigation


3 thoughts on “Brunch er da også en slags morgenmad.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *