Nu hvor nætterne tilsyneladende er blevet en anelse koldere (i hvert fald var det koldt i morges, da vi var ude at lufte hunden. Brrr.) er det vel på sin plads med noget der luner. Og chili con carne er bestemt en af de lidt mere ‘hotte’ retter. Eller det kan det i hvert fald være, alt efter hvor meget ‘hot’ man kommer i retten.

Til 2 personer brugte jeg:

  • 1 løg
  • 1 fed hvidløg
  • 1 tsk olie
  • 250 g oksefars
  • 1/2 rød peberfrugt i tern
  • 1-2 stilke bladselleri i skiver
  • 1-2 chilipebre i tern
  • en sjat rødvin (vel omkring 1/2 dl)
  • 1 tsk spidskommen
  • 1 tsk tørret koriander
  • 1/2 – 1 tsk cayennepeber
  • 1/2 tsk sellerisalt
  • et drys peber
  • 1 ds hakkede tomater
  • Og så en ds kidneybønner (eller chilibønner hvis man har lyst)

Jeg hakkede løgene og svitsede dem i olien.

Så brunede jeg kødet af, og tilsatte peber, chili og bladselleri. Dernæst kom jeg alle krydderierne i blandingen og tilsatte rødvinen og lod det simre et par minutter.

Jeg hældte de hakkede tomater med væde ned i gryden til resten og lod det småsimre i 45 minutter, mens jeg rørte af og til. (Det kan godt være at du skal tilsætte lidt vand for at det ikke brænder på, alt efter hvor meget ‘go’, du har på varmen).

Jeg hældte væden fra bønnerne og kom dem i blandingen og lod det simre yderligere 10 minutter, så bønnerne var varme.

Serveres med ris og evt. groft brød til.

Chili con carne

Post navigation


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *