Forleden aften stod den på ‘hvad-vi-nu-lige-har-i-køleskabet-og-fryseren.’  Og det er nu ikke så dårligt at få ryddet op en gang i mellem. I hvert fald ikke i køleskabet. I en ikke-så-fjern-fortid var jeg slem til at smide de ting ud i køleskabet, der bare tilnærmelsesvis nærmede sig sidste salgsdato eller havde været åbne i 2 dage. Det gør jeg ikke længere. Heldigvis. Jeg er kommet dertil hvor det efterhånden er blevet mere: “der står ‘mindst holdbar til’, ikke ‘dødbringende efter’…”-princippet der styrer. Hvilket bare betyder at jeg nu bruger mine øjne (og min næse) til at vurdere om maden stadig er ok (dog stadig i samråd med datoen, den er bare ikke den vigtigste længere 😉 ).

 

Men restemad kan nu også være spændende.

 

Jeg fandt en pose med hele kyllingelår i fryseren, og mens 2 af dem (drysset med noget grillkrydderi) hyggede sig i ovnen, lavede jeg rissalat.

 

Til rissalaten brugte jeg:

  • 1/2 æble
  • 1/2 avocado
  • 1 tomat uden kerner
  • 1 lille gulerod
  • 1 forårsløg
  • 1/4 agurk

 

  • limesaft af 1/2 lime
  • olivenolie ca. 1 tsk
  • salt og peber efter smag

Og så selvfølgelig ris.

 

Frugten og grøntsagerne skar jeg i små tern (forårsløget i tynde ringe) og kom i en skål, og så hældte jeg limesaft og olivenolie over blandingen og rørte godt om.

Jeg lunede risen en anelse i microovnen, og hældte min frugt-/grøntsagsblanding over og vendte det hele sammen og smagte til med salt og peber.

 

Det passede faktisk godt sammen med kyllingen.

 

Velbekomme 🙂

Rissalat og stegt kylling

Post navigation


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *