Jeg kan ikke tage æren for at have lavet denne ret. For en gangs skyld var jeg forvist fra køkkenet (for det meste da) og overlod potter og pander samt knive og deslige til min bedre halvdel, som brugte en del tid på at brokke sig lidt over det mangelfulde udvalg af chili – eller slet og ret pebre (af den lidt mere spicy slags) – i vores nærområde. Det er derfor jeg kalder dem danske djævelske rejer…

Jeg er normalt ikke super vild med smagen af varme rejer, men denne her ret? Yummy!

Retten kan spises sammen med ris og en gang salat, men den kan også spises som en burrito med guacamole og kogte sorte bønner til (hvilket var hvad vi gjorde), men husk på at bønnerne skal lægge i blød i vand natten over inden brug.

Hvorom alting er, så er ingredienslisten som følger (til 1-2 personer).

De sorte bønner:

  • 100 g sorte bønner (der har trukket natten over i vand)
  • 1 lille løg
  • 1-2 fed hvidløg
  • hakket koriander
  • salt efter smag

Kom de udblødte bønner i en gryde med rigeligt vand. Gerne med en bouillonterning i, for lidt ekstra smag.

Tilsæt hakket løg, hvidløg og koriander.

Koges i 1 1/2 – 2 timer ved middelvarme.

Camarones a la diabla:

  • 200 g rejer (om det er friske eller kogte udgør kun en forskel for tilberedningstiden)
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 tsk olivenolie
  • 3 røde chilipebre
  • 4 champignoner
  • Ca. 1 dl tomatpure
  • Saft af 1/2 lime
  • lidt vand
  • evt. lidt tabasco (for at spicy retten lidt op)
  • salt og peber efter smag

Halver løget og skær det i skiver. Hak hvidløget. Sauter løgene på panden ved svag varme.

Halver chilipebrene. Fjern kerner og mellemvæg (eller lad det sidde, hvis du gerne vil have det mere hot), og kog dem i en gryde med ganske lidt vand i 10 minutter.

Skær champignonen i skiver og kom den på panden til løgene og lad det hele sautere lidt.

Kom de kogte chilipebre i foodprocessoren/miniblenderen/blenderen (hvad man nu har) sammen med tomatpureen, limesaften og lidt vand. Sørg for at det bliver en ensartet masse.

Tilsæt rejerne sammen med tomat/chilipureen og lad det hele simre et par minutter. (Hvis det er friske rejer skal de have et par minutter ekstra).

Smag til med salt, peber og evt. tabasco.

Guacamole:

  • 1 avocado
  • 1 lille løg, hakket.
  • 1-2 fed hvidløg, hakket.
  • 1/2 tomat hakket i små tern
  • 1/2 tsk paprika
  • 1/4 tsk spidskommen
  • hakket, frisk koriander
  • saft fra 1/2 lime
  • salt og peber efter smag

Del avocadoen og fjern stenen. Skrab kødet ud med en ske, og mos det godt.

Tilsæt løg, hvidløg, tomat, krydderierne og limesaften og rør det hele godt sammen.

Smag til med salt og peber.

Og endelig:

  • 2 – 4 tortillas

Læg bønner, djævelske rejer og guacamole på tortillaen og nyd smagen af mexico – omend en mere moderat udgave.

…mangler lige at blive foldet, men ellers klar til at spise…

Velbekomme 🙂

Danske djævelske rejer – camarones a la diabla

Post navigation


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *