Hvad gør man, når man bor helt ude på Lars Tyndskids marker bøhlandet, og man egentlig ikke gider betale en formue for prefabrikeret, husstandsomdelt reklame ‘hold-kæft-det-må-da-smage-øhh’ supermarkeds-sushi? Man laver det da bare selv.

Det smager altså overhovedet ikke som noget man kan få på et af de mere hippe sushi-steder (selvom jeg tror man skal køre langt heromkring for at finde et sådant – måske til Aarhus), men det er trods alt væsentlig bedre end frossen – eller fersk – købmands-sushi.

Vi havde besøg af 2 af mine kusiner (på henholdsvis 18 og næsten-21), og vi havde allerede bestemt menuen (for læææænge siden – de ælsker nemlig også sushi), og så skulle vi se en god film imens vi fortærrede de ‘hjemgjow’ sushi stykker (hvilket så betyder at nu har jeg (endelig) fået set Twilight – og New Moon (men jeg synes nu stadig, Harry Potter er bedre))

Tilbage til sushi’en…

Vi gik efter den mere simple version af Maki med lidt varieret (meget lidt varieret…) fyld.

Risene blev kogt om eftermiddagen, så de kunne køle af. Jeg brugte sushi-ris, men jeg har hørt at man kan bruge grødris i en snæver vending… De blev blandet med lidt risedikke, da de var kogte (efter anvisning på posen) og så stillet på køl.

Øvrige ingredienser:

  • Nori (tørrede tangplader)
  • Agurk
  • Avocado
  • Krebsehaler
  • Surimi (imiteret krabbekød – kan indimellem købes i Fakta)
  • Røget laks
  • Sesamfrø
  • Soya sauce
  • Wasabi pasta
  • Evt. syltede ingefær
  • Og så en bambusmåtte til at rulle sushi’en på

Så gik vi ellers i gang med produktionen.

Agurken blev halveret og skåret i tynde stave på den lange led.

Avocadoen blev halveret, skrællet og skåret i tynde både.

En nori plade blev lagt (på den lange led) på bambusmåtten.

Et tyndt lag ris blev fordelt over 4/5-del af pladen med den øverste 1/5-del fri.

På den nederste tredjedel blev fyldet fordelt. En stav agurk, avocadobåde og krebsehaler/surimi/laks.

Så gælder det om at rulle pladen, risene og fyldet sammen så stramt så muligt (ellers er de ikke nemme at spise bagefter uden at det hele falder ud). Brug bambusmåtten til at trykke det hele lidt sammen med undervejs.

Når du kommer til den fri del af nori-pladen, så fugt den med lidt vand, inden du ruller hen over den. Det hjælper med at binde det hele sammen.

Skær rullen ud i 1 1/2 cm brede skiver og sushi’en er klar til at blive spist.

En anden variation er, når du har fyldt ris på nori-tangen, så læg et stykke husholdningsfim henover, vend hele herligheden på hovedet, så tangen kommer øverst.

Læg det på bambusmåtten og læg fyldet på som før.

Rul sammen som før (bare husk at fjern filmen efterhånden som du kommer frem).

Drys med sesamfrø og skær ud (den er – eller kan være – lidt mere ‘levende’ end den første version). Denne variation bliver oftest kaldet California Roll, eller bare inside-out.

Spises med pinde (eller fingrene – eller kniv og gaffel hvis man vil) og dyppes i soya sauce. Gerne blandet med lidt wasabi, men pas på. Det kan være stærk!

Enjoy! 🙂

UPDATE.

Fik endelig fundet et par billeder…

Sushi
Smager bedre end det ser ud 😉
Mmmm, sushi!

Post navigation


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *